ABC Copenhagen

Retssikkerheden er i Fare

Ifølge politiet blev der i alt anholdt 856 i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset på jagtvej. Heraf blev 215 fremstillet for en dommer og 190 af dem blev varetægtsfængslet.

I skrivende stund, knap halvanden måned efter Ungdomshusets rydning, sidder 36 personer fortsat varetægtsfængslet, sigtet for vold eller trussel mod tjenestemand i funktion (strf. lv.§119,1), slagsmål eller grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden efter aftale eller flere i forening (strf. lv §134a), grov vold (strf. lv § 245), Brandstiftelse (strf. lv §181) og/eller for uberettiget at bruge en ting, der tilhører en anden (strf. lv §293).

Medierne har ikke glemt disse 36, men tilsyneladende, er det ikke hos dem, den gode historie ligger. Den gode historie ligger nemlig der, hvor uskyldige er blevet anholdt, varetægtsfængslet, og måske oven i købet har fået bank af politiet.

I dette samfund opdrages ethvert barn efter den devise, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. De 36 varetægtsfængslede bør altså behandles som uskyldige, på lige fod med alle de andre, der har været anholdt i kølvandet på Ungdomshusets rydning.

Disse andre er blandt andet pensionisten der skulle se hvad der foregik, sociologen der synes Ungdomshuset var en god ide og derfor gik med i en lovlig demonstration og den studerende der bare skulle ned efter pizza på et lidet velvalgt tidspunkt. Her har vi den gode historie! Politiet har anholdt helt uskyldige mennesker, fået dem varetægtsfængslet og har tilmed behandlet dem dårligt! Retsikkerheden i det danske samfund er i fare!

I ovennævnte udsagn melder sig en del spørgsmål, for hvad er et uskyldigt menneske og hvad er retssikkerhed?

I første omgang har vi loven, Danmarks Riges Grundlov, til at vurdere, om et menneske er skyldig eller uskyldig og da den ikke er helt så uddybende som nutidig jura kræver, er der også andre love, som for eksempel straffeloven, der kan tages i brug til afklaring af skyldsspørgsmålet. Det er her, i straffeloven, de i indledningen nævnte paragraffer optræder.

Disse love er imidlertid ikke udtryk for almengyldig sandhed, men snarere udtryk for, hvad de, der skriver og opretholder loven ønsker at opnå med den. Et slet skjult mål er ønsket om at opretholde den eksisterende magtbalance i samfundet. Groft sagt kan skyldsspørgsmålet i dette tilfælde koges ned til, at skyldig er den, der aktivt bekæmper den herskende samfundsorden. Det lyder som venstrefløjspropaganda og kan muligvis defineres som sådan. Ikke desto mindre, er det svært at komme uden om argumentet, alene på grund af dets logik.

Inden for dette lands grænser er der ytrings- og forsamlingsfrihed. Ikke fordi det skal være op til den enkelte beboer i landet at bestemme, hvordan samfundet skal formes, men fordi følelsen af at have ytrings- og forsamlingsfrihed skaber mindre spændinger mellem magthavere og øvrige implicerede i samfundet. At dette er attråværdigt skyldes, at jo færre spændinger, des mindre social uro og jo mindre social uro, des større råderum får magthaverne til at udøve deres magt og desto større er sandsynligheden for, at de undgår statskup og i stedet får lov til at beholde magten.

Selvom der umiddelbart efter rydningen af Ungdomshuset blev anholdt et stort antal, og selvom mange af dem, selv mener de blot deltog i en "lovlig demonstration", deltog de ifølge politiet i en bestemt slags forsamling, som ikke hører under forsamlingsfriheden. Disse forsamlinger havde nemlig til formål groft at forstyrre den offentlige ro og orden, være voldelige og være det flere i forening eller efter aftale. Det må man ikke, så er man nemlig skyldig ifølge straffelovens § 134a, jvf. ovenstående.

Spørger man politiet har princippet om forsamlings og ytringsfrihed ikke været brudt. Det har altid været tilladt at være en fredelig demonstrant.

Når der tales om, at retssikkerheden er i fare, refereres der i reglen til, at ingen dømmes uden en retfærdig retssag og at man derfor ikke risikerer at blive uskyldigt dømt. Da det er dem, der bestemmer, altså sidder på magten, der bestemmer, hvad der skal stå i loven, og dermed hvem der er skyldig eller uskyldig, vil vi hermed tillade os at postulere, at begrebet retssikkerhed anvendes på samme måde som ytrings- og forsamlingsfrihed gør. Det bruges til at få os til at føle, at det samfund vi lever i, er et godt samfund og at alle behandles efter fortjeneste. Med det sidste menes, at de der er i fængsel, kun er dem der fortjener at være i fængsel.

Overfladen krakelerede efter d. 1. marts. Politiet fik anholdt så mange, at der blev skabt debat om, om det de gjorde, nu også er i samfundets tjeneste. Netop det, at det var antallet af sager, og de "uskyldigt anholdtes" troværdighed, der skabte debatten, leder tanken hen på, hvad der sker med de anholdte, der ikke fængsles efter en masseanholdelse, som ikke har mediernes bevågenhed og som slet ikke er troværdige i mediernes øjne. Her tænkes på de, der måske nok ikke kæmper imod den eksisterende samfundsorden, men som heller ikke passer ind i den. Hjemløse, narkomaner, alkoholikere, ludere og lommetyve. Hvis skyld er det, at de sidder inde, når de sidder inde?

Konklusionen er, at alle fanger er politiske fanger. Det er den herskende samfundsorden der bestemmer, hvem der kan kendes skyldige i at være kriminelle. Når hr. og fru Jensen indigneret fortæller tv-avisen, at de helt uskyldigt blev anholdt på vej ned ad Nørrebrogade, er det ikke en uretfærdighed, der er sket dem, men en fejl i det kapitalistiske system. En fejl, fordi det ikke er meningen, at vi som almindelige samfundsborgere skal føle os truede af systemet i almindelighed og politiets tilstedeværelse i særdeleshed. Det er meningen, at vi skal have tillid til, at det kun er dem vi synes der har fortjent det, der kommer i fængsel. Dermed skulle vi gerne blive ved med at synes, at det danske samfund er det bedste i verden og ikke behøver at laves om.

Retssikkerheden er og har altså aldrig været i fare. Den har slet ikke eksisteret.